Erfaren psykolog Frederiksberg - København

“Da jeg startede stress-samtaleforløbet, var jeg bekymret for, om jeg nogensinde ville slippe af med mine stress-symptomer, bl.a. min følelse af irritation og hvor lang tid, der ville gå før jeg ville være rask. Jeg var bekymret for, hvad der ville blive af mig, når jeg blev rask. Kunne jeg komme tilbage til mit tidligere arbejde, ville jeg kunne klare et fuldtidsarbejde eller ville jeg være for medtaget. Ville jeg skulle i et forløb i kommunen. I forhold til hvad skal der blive af mig, ved jeg endnu ikke helt, hvad jeg kan klare, da jeg skal starte i nyt job. Forløbet har afhjulpet mine stress-symptomer – min irritation er der f.eks. ikke mere. 

Før jeg startede i stressforløbet, havde jeg åndenød hvergang jeg talte om arbejde, følte mig forpustet og havde haft det sådan igennem flere år. I starten af min sygemelding græd jeg hele tiden, hver dag og over ingen ting, sådan oplevede jeg det i hvertfald. Jeg græder ikke mere. Det, der er lidt usædvanligt, er at før jeg blev syg med stress, græd jeg aldrig, heller ikke når dårlige ting skete. Jeg lukkede det inde i mig selv. Jeg blev sur og tavs i stedet for ked af det. 

Nu bliver jeg ked af det og græder i stedet for at blive f.eks. sur og indelukket. Det har tidligere virket godt for mig at skjule mine følelser, så når jeg græder over noget nu, så undskylder jeg det som regel. Jeg har ikke helt indfundet mig med at sådan er det nu. 

Jeg har ikke åndenød mere og jeg får heller ikke åndenød, når jeg tænker på det nye arbejde, jeg skal starte på, men jeg kan godt være nervøs ved at skulle starte på et nyt arbejde. Og jeg kan være bekymret for, at åndenøden kommer tilbage, på det nye arbejde. At åndenøden lige varsler og fortæller mig på forkant, “husk at passe på dig selv”. 

Det vigtigste og mest hjælpsomme ved stress-behandlingen har været, at  jeg ikke har følt mig alene. Der har været min læge og kommunen, men de har haft deres egne interesser og deres meninger var ikke altid hjælpsomme . Det at have dig, hvor det udelukkende handlende om hvordan jeg havde det, var vigtigt. Når jeg er gået herfra, har jeg følt at jeg fik et boost, og jeg fik håb om, at jeg klarede det. Uanset hvad jeg har sagt og fortalt til dig, har jeg aldrig oplevet, at du har været dømmende eller har stillet spørgsmålstegn ved, hvordan jeg oplevede ting. Det har været trygt. Det er ikke alle man åbner op for og fortæller til, der skal noget tillid til. 

Jeg har i samtaleforløbet lært at livet handler ikke om arbejde. Jeg har lært at størstedelen af ens liv, skal handle om ens privatliv. Det er privatlivet der skal sikre, at vi har det godt. Jeg skal være glad i mit privatliv, jeg skal sikre det først og fremmest. Jeg har lært mange ting om mig selv, og jeg har lært at reflektere over situationer. Jeg har lært at slappe af i at være mig og hvordan jeg er som person. Før følte jeg ofte at jeg bare var en skal uden indhold, for jeg havde ikke tid til at mærke mig selv. Jeg har mulighed for at mærke efter hvordan jeg har det, hvorfor jeg gør som jeg gør. Jeg har lært mig selv at kende. 

Forløbet har hjulpet mig på mange måder med at løse de udfordringer jeg stod overfor, men det er svært at beskrive hvordan. Men det har været vigtigt, at jeg har fået lov til at åbne op, og have det som jeg har det. At få lov til at reflektere over tingene og at det er ok at jeg har det, som jeg har det. At jeg langsomt kunne acceptere, at jeg overhovedet var stress-ramt og så kunne jeg begynde at ændre på tingene. Da jeg startede, tænkte jeg bare, at jeg lige skulle være sygemeldt 14 dage, men det tog længere tid. 

Min livskvalitet har ændret sig meget.  Jeg har fået tid til at være i livet og leve det mere. Før var jeg i et hamsterhjuls-liv. Jeg var der for at overleve, men der var ikke decideret kvalitet i det. Jeg var ikke den person jeg gerne ville være, for jeg havde ikke overskud til det. Jeg har tid og lyst nu, til at være der for andre. Det er en vigtig værdi for mig. Der er også tid og lyst til at være der for mig selv. Når jeg giver mig selv lov til at være alene med mig selv, nyder jeg det nu. Før kunne jeg ikke finde ud af at være alene med mig selv. Jeg har fået mere ro i kroppen. Det har krævet meget, men jeg har været stædig, det SKULLE ændre sig. Jeg oplevede ikke, at jeg egentlig havde et valg. Jeg ville ud på den anden side – stærkere. Det er jeg gået efter. Jeg er gået efter at blive klogere og stærkere. 

Hvis man overvejener at starte i et stressbehandlingsforløb og er det samme sted som jeg var og har nogle af de samme overvejelser, så synes jeg man skal gøre det. Faktisk hellere langt hellere før i processen end da jeg startede, hvor jeg havde alvorlige stresssymptomer. Der hvor man faktisk ikke ved om og hvordan man kommer ud af det. Og at tale med en fagperson, har for mig, ikke været det samme som at tale med min mor eller en veninde. “

( Emma, Leder)